forlag: Gyldendal
udgave: 1. udgave, 1. oplag (hardback), 2019
sprog: dansk
antal sider: 278 s.
læst: maj 2025
karakter: 😞2 / 5
Roman af Katrine Marie Guldager, som allerede har skrevet en række priste bøger. Indrømmet, det er den første roman, jeg har læst af Guldager, som jeg især kender som en rigtig god novelleforfatter. Jeg har virkelig syntes om hendes fortællinger, som alle har en særegen stil, hvor jeg har oplevet, der har været en slags fri fortællerstemme, der ikke nødvendigvis har været enten troværdig eller utroværdig, men snarere blot en egen subjektiv stemme, der med sin personlige synsvinkel har præget fortællingen uden at gøre det på en forceret eller overlagt måde, og som har tilføjet novellerne en særlig nuance - et særligt blik. Det har aldrig slået mig, at Guldager har besiddet lyriske kvaliter som fx Naja Marie Aidt, men at hun især har formået at fortælle med en slags kikkertsyn på detaljerigdomme i små historier. Og det var med det i bagagen, at jeg udvalgte denne biblioteksbog.
Hele romanen er en udviklingsroman om Hellerup-drengen Filip, som vi følger fra han går ud af gymnasiet og til han som fraskilt ægtemand til to børn, på flere planer står et noget andet sted. Det er en roman om ungdommens grænseløse muligheder - en brusende livsglæde og et gå-på-mod, og det er historien om kuldsejlede projekter, om tvivlen som lurende grundelement, der kan tage over, når båden mister kurs og på et tidspunkt kæntrer. Historien er universel og ret banal - det gør den jo ikke umulig at kaste sig over, men det er især formen og måden, den fortælles på, der gør, at den forbliver ret banal. Faktisk er den overraskende uden sproglige kvaliteter og uden en særegen fortællerstemme. Allerede tidligt slår den mig som et udkast til noget væsentligere. Historien er en lang fortælling, der strækker sig over ca. 30 år, og som helt linært trasker derudad. Der zoomes ind på en episode, nogle forviklinger iblandet rigelig og overfladisk dialog, som var det en ungdomsbog, hvor handling prioriteres og dialog bliver sekundær, mens en egentlig psykologisk tegning bare skitseres, fordi det så bliver for meget. Stemninger er på det nærmeste udeladt. Men handling, det skal der være: Så skete der dét. Så sker der noget andet. Noget nyt. Der tages tidsmæssige spring, og der zoomes ind og skabes en (temmelig banal) handling. Hovedpersonen vakler. Her, der, allevegne, og sådan udfoldes historien. Det er en slags nutidig inspiration taget fra Lykke-Per. Bare uden samme kvalitet på alle niveauer. Der er en halvhjertet kliché-fyldt personskildring, handlingsorienterede (ligegyldige) nedslag med fokus på et farverigt liv, der skildres i grå toner, og i sidste ende sad jeg ofte med tanken om, at dette var langt fra en god roman. Overordnet set ligner det mest af alt et udkast til noget mere. Der er nedslag i forhold til historiske begivenheder omkring finanskrise og bankkrak, og der er ture rundt i København nord for søerne. Et banalt rejseelement understøtter en indre rejse - men det er lysår fra hvad der ellers findes af den slags. For mit vedkommende blev det I sidste ende en bog, der bare skulle læses færdig. Jeg tænker: tidligt forsøg på en roman af den ellers så stilfulde Guldager? Var det et udkast, hun havde haft liggende i skuffen, og så tænkte man på Gyldendal, at med det renommé, hun har fået opbygget, kan det ikke gå galt?
Men det gjorde det. "Et rigtigt liv" fremstår ufærdig og måske mest af alt som en ungdomsroman, selvom, dem findes der jo rigtig mange gode af. Jeg er på det nærmeste overrasket over hvor tynd, jeg synes den er. For det er så ulig Guldagers kvaliteter. Men hva', som musiker og kunstner rammer man nogle gange ved siden af det. Hun må have skrevet væsentlig bedre romaner. "Et rigtigt liv" er bare ikke god.
Kan ikke anbefales.
.jpg)