forlag: Gutkind Forlag
udgave: 2023, hardback, 1. udgave, 10. oplag (2024)
sprog: dansk
antal sider: 568 s.
læst: dec. 2025 - jan. 2026
karakter: 😑2,5 / 5
De bedste familier er en anmelderrost roman - en "murstensroman", som flere kalder den, og netop tyngden, eller længden har også været min oplevelse - specielt fordi jeg ikke har oplevet samme begejstring, som et næsten entydigt anmelderkorps. Enkelte anmeldere har hæftet sig ved det anonyme sprog eller det "upåfaldende udtryk". Det er nok bl.a. dét, jeg har haft det svært med undervejs. Min manglende begejstring er ikke et udtryk for en efterrationalisering som følge af den kritik, Blæsbjerg selv har været måttet forholde sig til efter, at det er kommet frem, at han angiveligt skulle have gengivet en andens historie uden tilsagn fra vekommende og velvidende, at denne anden havde til hensigt at udgive sin families historie om de begivenheder, som Blæsbjerg altså tilvejebragte først. Beskyldninger om plagiat og tyveri er jo det rene krimistof, som kunne give anledning til et forlæg til sin helt egen filmatisering, men det er jo ikke den historie, Blæsbjerg beskæftiger sig med her, så jeg vil lade de betændte intriger Blæsbjerg vs. Johanne Mygind ligge for herværende.
Afsættet for en roman om arbejdere, ledelse, naturpåvirkning mm. omkring kemifabrikken Cheminovas virke i slut-50'erne og start-60erne burde være rigt repræsenteret i dansk kulturliv. Men ser man bort fra historiske afhandlinger, miljøudredninger og diverse videnskabelige pamfletter, så er der et påfaldende kollosalt fravær i form af værker, der relaterer til giftfabrikkens påvirkninger af lokalsamfund, miljø og mennesker. Bevares, grundlægger og direktør af Cheminova Gunnar Andreasen har selv skrevet om sit 'livsværk' og samtidig vasket sine hænder, men hvorfor har vi ikke allerede set tv-serien om kapitalismens kyniske ansigt allerede i 70'erne eller i 80erne? Hvorfor har der ikke været et politisk efterspil i samme skala, som da tamil-sagen rullede? Var medierne bare for optagede af kold-krigs retorik og oliekrise? Stedsangivelsen Høfde 42 er alligevel blevet alment kendt, men jo langt fra i et omfang, der tilnærmelsesvis rammer nutidige omtaler af Nordic Waste-katastrofen syd for Randers. Og netop Høfde 42 er jo stadig afskærmet, forseglet og gemt til eftertiden, som var det selveste Tjernobyl. I Randers døde såvidt vides ikke en række mennesker som følge af virksomhedens produktion, men det gjorde der i forbindelse med Cheminova, og de menneskelige konsekvenser har jo haft betydning for generationer. Hvilke lokalpolitikere - for ikke at sige ledende toppolitikere på Christiansborg - og hele partitopper har måttet stå til ansvar? Næ, det forbliver lidt af en gåde. Nogen har i hvert fald forstået at tysse det hele godt ned, så selv pressen har ladet det hele ligge. Lidt ligesom førnævnte Høfde.
Cheminova i sig selv er et spændende udgangspunkt for en roman, og det var faktisk mest med den nysgerrighed omkring noget historisk faktuelt, jeg påbegyndte "De bedste familier", og ikke så meget hvem, der havde skrevet historien og til fine anmeldelser.
Der går sådan cirka 100 sider før, der sker noget egentligt interessant i denne roman, så man skal være ret vedholdende, eller som andre måske er det: mere interesseret i den detaljerede og udpenslede præsentation af romanens nøglepersoner. Og det er ikke så meget selve dét, at præsentationen fylder så meget, for det har Pontoppidan og Blixen og mange andre også kunnet dvæle ved. Næ, det er i virkeligheden mere måden, hvorpå man som forfatter konstruerer sin tekst og ikke mindst er i stand til at variere sit sproglige udtryk på, som gør det levende og fængende, og det er især her, at Blæsbjerg simpelthen kommer til kort. Konstruktionen med at først præsentere den ene familie, så den næste og derpå en tredje er en l a a a angsommelig kontruktion, som synes enormt påfaldende - jeg når at tænke "jeg håber ikke, det kun er sådan her romanen skal initieres", og bliver derefter kun bekræftet, for der sker ikke meget andet de første ca. 100 sider. Oveni denne konstruktion er sproget uden indre dynamik, hvor hele sætninger, afsnit og sider er skrevet uden finesse, uden et peronligt sprog - at det så tilmed er helt uden brug af lyriske virkemidler, er jo en smagssag - det kunne have skabt en variation, men sprogligt er det så at sige en tør og nøgtern omgang. Detaljerne er næsten endeløse. Når en familiesituation beskrives, er det med en Knausgårdsk deltaljerigdom, hvor det hele skal med, men hvor begrundelsen fordufter, og helt uden Knausgårds overraskende situationer og handlinger. Hvorfor skal alle deltaljer med om, hvad han valgte at smøre på brødet, hvordan han eftertænksomt så ud ad vinduet, eller stod og gik i staver med en hånd til hvilken kind? Det er naturligvis et valg, hvor læseren skal få et tydeligere billede af omkostninger og bekymringer, som ikke eksplicit benævnes, og så skal der jo etableres en identifikation. Vi skal dvæle ved stemninger og manglende handling, så vi ligesom kommer til stede og mærker det fortættede. Men det kan gøres kortere, mere præcist, og måske vigtigst: bare bedre.
Noget, der har slået mig ved personskildringen er, hvordan flere karaktere mister deres troværdighed gennem handlinger og ord, som fremstår påfaldende forceret, som for at skabe noget dynamik, men hvor personen i stedet ender med at blive mere utydelig. Hvem er Niels, Erik, Karin, Margrethe, Gunnar, Gudrun i sidste ende? De er først og fremmest repræsentationer af levende mennesker - det er klart, og ægte mennesker er nuancerede og handler overraskende og irrationelt, men romanens figurer kommer alle til at fremstå med en snert af overfacetteret kompleksitet, så de træder tydeligt frem, hvorefter de fortoner sig i handlinger og indre tanker, der synes påduttede og kunstige.
Det er et digert værk at komme igennem. Jeg nåede faktisk at læse et par andre, ganske vist, mere overskuelige romaner sideløbende med læsningen af Blæsbjergs roman for at have noget lettere tilgængeligt at læse. Noget hvor sproget forekom mere naturligt, for det gør Blæsbjergs ikke. Eller: det er måske bare sådan han skriver, og så er det jo naturligt, jeg ved det ikke. Måske er metodevalget med at skildre alles handlinger fra tredjeperson det, der her skaber afstand, eller så er det indimellem bare en udfordring for læser og forfatter at forbindelsen ikke er der, og iscenesættelsen ikke altid lykkes til ug? Blæsbjerg krydrer sit fortællervalg med indre dialog og tanker, sådan som der kan etableres en god balance, men det manifesterer sig aldrig som andet end søgt.
"De bedste familier" er en personbåren beretning, hvor det ikke handler om Cheminova, men mere alt det uden om: konsekvenserne ved samtidens kønsrollemønstre, arbejderklassens grynende sammenhold, samfundets økonomiske vækst, forskellige perspektiver på børneopdragelse og egen familiehistorie. Romanen kredser også indirekte om det at være mønsterbryder, før det var en ting. Og på den måde er der meget relevans at uddrage. Personligt savner jeg et lækkert og originalt sprog, som er nødvendigt for en fortælling af det her omfang. Et sprog, der ikke gentager for meget og selvom baggrund og konsekvenser som udgangspunkt er noget mørkt og negativt, så er der måske tre steder i romanen, hvor jeg tog mig i at smile, og ellers er det bare grå nuancer - gråt med gråt på. Min anmeldelse lyder måske mere som noget, der peger på 1 eller 2 ud af 5 stjerner - jeg har valgt at give romanen 2,5 af 5. Det er OK, men jo ikke noget, der placerer romanen på en hylde af udvalgte favoritter. Det er uden tvivl et gigantisk arbejde at skrive så omfangsrig en roman med tilbundsgående personskildringer, og bare det at holde styr på begivenheder og udvikling i lokalsamfundet, er der noget prisværdigt ved. At forfatteren så på den ene side både nævner direktør og fabrik ved navn, men samtidig insisterer på at flytte begivenheder nogle år frem i tiden, er et valg, der mister enhver begrundelse. Der er derudover både bynavne, stedangivelser og mm, som placerer handlingen i tid og rum. Jeg havde dog gerne læst en barberet udgave på 250 sider, men nu er det så blevet et decideret byggeelement, og så må vi tage det hele med. Noget andet er, at der er en del nøglepersoner, og det optager naturligt god plads i romanen at få dem alle nuanceret. Men selv her er der spring, der er svære at følge med i - Niels og Magrethe fx, beskrives i deres ungdom, og deres første tid sammen giver billedet af levende mennesker, men springet frem i tid savner den præcisering, der skaber mening, når både mand og hustru oftest beskrives som mennesker i 50erne, men reelt kun når forbi deres første 30 leveår. Jeg savner faktisk i højere grad involveringen af bipersoner, som kan placere og præcisere de vigtige personer. De alligevel mange fyldige personer kommer til at stå meget alene, og der mangler ganske enkelt samspillet med andre aktører. Hvor er de nærmeste naboer, butiksindehaverne, fiskere, tillidspersoner, lokalpolitikere, for ikke at sige: de missionske? Sidstnævnte bliver mere inddraget efter omkring 400 sider, men så alligevel kun overfladisk, og romanen igennem får de lov til at stå som et skældsudtryk om en stor lokal forsamling, uden de på noget tidspunkt vækkes til live eller involveres direkte. Der sættes bare aldrig ansigt på nogen af dem. Deres holdninger og perspektiver kunne have beriget en langsommelig og trist historie. Det er igen et bevidst valg, og et argument kunne måske blive, at netop det usagte kommer til at afspejle en samfundsmæssig mangel på interaktion, en mangel på personligt engagement, som et ekko af den måde, der ikke blev talt om ting på, som noget alment. Og på den måde en forlængelse af miljøskildringen. Der er meget i det tidsbillede af lokalsamfundet, som handler om at klare sig selv og deale med egne bekymringer. Alligevel er Karins datter næsten en fremtidsskildring, der ikke hører hjemme i tid og rum - men det er en anden snak - hun er i hvert fald meget selvbevidst af sin alder. Dimensionen af det usagte får så meget plads, at det føles unødigt og er langt fra berigende for en fortælling i det lange løb. Næste skridt skulle så være, at lade blanke sider afspejle den fraværende dialog... Nej vel! At beskrivelsen så kan være tæt på virkeligheden, er noget ganske andet. Og derfor er det jo rart, at Blæsbjerg alligevel har tilvejebragt denne historiske skildring, og at han har gjort et kæmpe arbejde med at dykke ned i familieskæbner og gengiver det historiske perspektiv ved etableringen af en giftfabrik i et ellers tilbage- og stillestående lille lokalsamfund i slutningen af 1950erne. Det er et indblik i familiers udfordringer i og omkring Cheminova, som har givet efterdønninger helt op til samtiden, og måske også derfor giver jeg romanen en højere karakter, end jeg overordnet har følt, den fortjener.
"De bedste familier" er på papiret [!] et spændende afsæt, der aldrig rigtig kommer behændigt afsted og som i sidste ende kun efterlader en nysgerrighed efter mere viden.
