torsdag den 18. september 2025

Ventoux

forfatter: Bert Wagendorp
forlag: Turbine
udgave: 2015 (paperback), 1. udgave på dansk
sprog: dansk
antal sider: 268 s.
læst: 2018
karakter: 🙂3,5 / 5

Roman med cykling som tema for en tragedisk kærlighedshistorie. Det er en fin fortælling, hvor nogle skønne og fortvivlende uger for 30 år siden afsløres i små bidder, som var det en Agatha Christie-detektiv-fortælling. I stedet er der tale om et tre-, fire-, fem- og sekskantsdrama inklusiv en mystisk og livslysten ung kvinde som omdrejningspunkt for nogle unge mænds største og første fascination. Det er jalousi og løgne, der inficerer stærke venskaber, og det er selve døden, der rammer dem alle og grunden til at venner 20 år senere vender tilbage til det Skaldede bjerg, som i kraft af cykelsportens Simpson-tragedie bliver symbolet på liv og død.
Det er en let læst, men rigtig godt komponeret rammefortælling, som både indeholder det lette, det lyse og det morsomme samtidig med, at alle modpolerne også får plads. Det er liv og død, det er teenagedrømme og livsessens dryppet ud over et farverigt og charmerende tapet. Det er hollansk og fransk, og bogen er lysår bedre end den film, der også findes, men som man ikke skal se først - for den kan slet ikke det, som romanen gør så fint.
Anbefalet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar