Lykke-Per

forfatter: Henrik Pontoppidan

forlag: Gyldendal (serie: Gyldendals Bibliotek, bind 20 + 21)

udgave: 10. udgave, hardback, 2 bind (1964) / (1898-1904 / 1918)

sprog: dansk

antal sider: 717 s. (bind 1: 359 s., bind 2: 358 s.)

læst: 2010

karakter: 4,5 / 5

Henrik Pontoppidans måske mest berømte værk er også et af dansk literaturs mest skattede værker. Alligevel findes romanen ikke i en egentlig original udgave. Pontoppidan udgav oprindeligt værket som en 8-binds føljeton, der progressivt udfoldede nye dimensioner i fortællingen om Peter Andreas Sidenius' liv og levned. Disse otte hæfter blev udgivet i årene 1898-1904, og de bestod samlet set af mere end 1440 sider. Pontoppidan selv havde et ønske om at genfortælle historien som en samlet roman, og han lavede selv en kraftig omstrukturering og reduktion i de oprindelige tekster, som så blev udgivet som et (stadigt) omfattende samlet tre-binds værk i 28 kapitler i 1905. Dette værk arbejdede han videre på i tiden herefter, også selvom der i 1908 udkom en 3. udgave, alene redigeret af trykkeriet. Forfatteren stod dernæst bag en mere "endelig" 1918 ny-redigeret og igen reduceret (4.) udgave af romanen, som nu bestod af to bind. Angiveligt var Pontoppidan aldrig selv helt tilfreds med romanen, og han fortsatte med at omskrive den, selvom en færdig udgave aldrig blev tilendebragt. Senere udgaver har været uden forfaterens indblanding og er primært kommet i stand som følge af retskrivningsændringer, og 10. udgave fra 1959, som jeg har læst, er som atter senere udgaver skrevet på baggrund af 7. udgave fra 1937, som består af af ca. 700 sider og med tretten siders efterskrift af Thorkild Skjerbæk, som blev tilføjet i '59-udgaven. Historien er opført som teaterstykke og senere filmatiseret, og den står som et af dansk literaturs hovedværker.

Fortællingen om Per er ikke bare den psykologisk nuancerede fremstilling af en ung mands rejse fra land til by og retur, fra snævertsynet præstesøn til videbegærlig verdensmand - det er også fortællingen om Danmark, og om nationens forandring fra almuens bondesamfund til forestillingen om et industrielt, visonært og moderne samfund, og samtidig er det en rejse med så mange fine lag på et personligt, såvel som et samfundsmæssigt og et politisk plan. Og så er hele iscenesættelsen fortalt med, hvad der fremstår som, en historisk præcision og en naturskildring, der sætter læseren i stand til at forstå og fornemme land, by, natur og alle miljøer, tilvejebragt så man på en måde let danner tydelige indre billeder. Der er på den måde en oversanselighed til stede, og man kan blive grebet af en meta-kognitiv undren over, hvordan det er muligt at skrive så levende på så mange planer og samtidig fortælle den historie, der driver det hele.

Pontoppidan har en utrolig evne til at skildre den menneskelige psyke, til at fremstille sine figurer som runde, komplekse og hele mennesker, der bare emmer af umiskendelig realisme, og som indeholder alle de følelser, der hører hjemme i levende menneskers verden. Mere end hundrede år efter, den er tænkt og kreeret, har romanen stadig relevans, og det er i virkeligheden nok dens største styrke. Især Per og dennes udkårne, Jakobe, er begge skildret med stor indlevelse og sympati, så der automatisk opstår en iboende interesse for deres forskellige skæbner, deres individuelle overvejelser - uanset om de fremstår udtalte, eller alene forstås implicit gennem de gribende personskildringer. Og på samme måde fremstilles et mangfoldigt persongalleri omkring Per og Jakobe - deres familier, venner og selv bifigurer er ofte tilføjet detaljer, der gør det hele til levende portrætter, som var de skrevet på baggrund af selvbiografiske anoteringer og involveringen af spillefilmskameraer. Det er nøgternt, og det føles objektivt, men også udleverende, og i sidste ende: levende. Sproget og dialogerne er noget af det eneste, der vidner om, at det er skrevet langt før to verdenskrige, men det er omvendt ikke noget, der står i vejen for det samlede værk.

Romanen har været opsat som teaterstykke, og en senere opførelse af Aarhus Teater er blevet omsat til en 4 episoders tv-serie i 1989, men mest kendt er nok Bille Augusts spillefilm fra 2018, som også blev til en længere 4-episoders tv-serie (2018-2019). Filmen fik fine anmeldelser, men det kan undre at så omfattende en roman kan fortælles på under tre timer - hvilket den også langt fra kan. Det kunne sikkert have været en storslået 12-episoders tv-serie, men den må vi fortsat vente på, for det er klart, at med et roman-forlæg så detaljeret og omfangsrigt, som der her er tale om, kan en ordinær spillefilmslængde kun være ødelæggende for den historie, der fremlægges i en roman på over 700 sider. Dette skal ikke være en filmanmeldelse, men August har med Lykke-Per reduceret en fantastisk roman til et ordinært kærlighedsdrama, hvor figurerne fremstår som utroværdige og ret usympatiske, fordi der ikke bruges tid på at fremstille grundlæggende bevæggrunde mm. Og sådan er det jo bare ofte, når man har læst en roman og kan se dens forcer og så bliver præsenteret for en instruktørs fortolkning - ja, så bliver man som oftest skuffet.

"Lykke-Per" er et dansk og internationalt mesterværk af en udviklingsroman, også selvom den vist aldrig blev helt færdig i forfatterens eget liv, men den version, han nåede at redigere sig frem til, er fantastisk læsning fra ende til anden. Det betyder ikke, at der er elementer, der vækker undren eller stiller flere spørgsmål, end der besvares, og måske derfor, var det et værk, som forfatteren havde så svært ved selv at give slip på. Med sine 8 hæfter havde Pontoppidan skrevet så nuanceret og detaljeret, at han selv redigerede sig endnu tydeligere frem til et mere tilfredsstillende resultat få år efter udgivelsen af det sidste hæfte om Lykke-Per, og selv da opdagede han nye ting, der kunne forbedres, og som fik kam til at omstrukturere og redigere i over mere end 10 år, hvorefter han genudgav sin to-binds roman i 1918. Og alligevel ikke var tilfreds. Det er på mange måder som en kunstmaler, der bliver ved med at se på sit mesterværk og finde detaljer at fremhæve, sløre og redigere i.

"Lykke-Per" er et af dansk literaturs absolutte højdepunkter, og det er en roman, der kan læses igen og igen.