søndag den 28. september 2025

Tusmørkets verden

forfatter: Werner Herzog
udgave: (hardback - 2023), 1 udg. på dansk (org. udgave 2021)
sprog: dansk
antal sider: 145 s.
læst: sep. 2025
karakter: 🙂3,5 / 5

Roman af Werner Herzog baseret på den sandfærdige historie om den japanske soldat Hiroo Onoda, der først 'overgav sig' i 1974, da han ikke vidste 2. verdenskrig var slut og derfor i 29 år havde levet skjult fra omverden på den filipinske ø Lubang, som han havde fået ordre på at forsvare som guerilla-soldat.
Herzog mødte selv Onodo og har skrevet en autentisk og fiktiv historie om Onodas soldaterliv fra 1944 til 1974. Herzog er først og fremmest kendt og anerkendt som filmskaber. Han står bag flere originale fiktionsfilm med Klaus Kinski i hovedrollen, og har skabt sig et navn som dokumentarist, som iscenesætter af teateropsætninger og operaer, og ja, så har han derforuden et hav af bøger på samvittigheden - både inden for fiktionen, såvel som mere fortællende værker.
Herzog er bare en sublim fortæller, og som forfatter gør han det ikke anderledes: han har sit eget originale sprog og har rigtig god forståelse for opbygning og et udviklet sprogligt øre. "Tusmørkets verden" er en kronologisk iscenesættelse ud fra Onodas egne beretninger, såvel som fra Herzogs egendigtning - og det virker faktisk ret godt. Det er indimellem og set i det store perspektiv nok en lidt enstrenget fortælling om en mands liv i junglen, men der er fine nuancer, der berører universelle emner og ikke mindst menneskets overlevelsesinstinkt.
Anbefalet.

torsdag den 18. september 2025

Ventoux

forfatter: Bert Wagendorp
forlag: Turbine
udgave: 2015 (paperback), 1. udgave på dansk
sprog: dansk
antal sider: 268 s.
læst: 2018
karakter: 🙂3,5 / 5

Roman med cykling som tema for en tragedisk kærlighedshistorie. Det er en fin fortælling, hvor nogle skønne og fortvivlende uger for 30 år siden afsløres i små bidder, som var det en Agatha Christie-detektiv-fortælling. I stedet er der tale om et tre-, fire-, fem- og sekskantsdrama inklusiv en mystisk og livslysten ung kvinde som omdrejningspunkt for nogle unge mænds største og første fascination. Det er jalousi og løgne, der inficerer stærke venskaber, og det er selve døden, der rammer dem alle og grunden til at venner 20 år senere vender tilbage til det Skaldede bjerg, som i kraft af cykelsportens Simpson-tragedie bliver symbolet på liv og død.
Det er en let læst, men rigtig godt komponeret rammefortælling, som både indeholder det lette, det lyse og det morsomme samtidig med, at alle modpolerne også får plads. Det er liv og død, det er teenagedrømme og livsessens dryppet ud over et farverigt og charmerende tapet. Det er hollansk og fransk, og bogen er lysår bedre end den film, der også findes, men som man ikke skal se først - for den kan slet ikke det, som romanen gør så fint.
Anbefalet.

fredag den 23. maj 2025

Et rigtigt liv

forlag: Gyldendal
udgave: 1. udgave, 1. oplag (hardback), 2019
sprog: dansk
antal sider: 278 s.
læst: maj 2025
karakter: 😞2 / 5

Roman af Katrine Marie Guldager, som allerede har skrevet en række priste bøger. Indrømmet, det er den første roman, jeg har læst af Guldager, som jeg især kender som en rigtig god novelleforfatter. Jeg har virkelig syntes om hendes fortællinger, som alle har en særegen stil, hvor jeg har oplevet, der har været en slags fri fortællerstemme, der ikke nødvendigvis har været enten troværdig eller utroværdig, men snarere blot en egen subjektiv stemme, der med sin personlige synsvinkel har præget fortællingen uden at gøre det på en forceret eller overlagt måde, og som har tilføjet novellerne en særlig nuance - et særligt blik. Det har aldrig slået mig, at Guldager har besiddet lyriske kvaliter som fx Naja Marie Aidt, men at hun især har formået at fortælle med en slags kikkertsyn på detaljerigdomme i små historier. Og det var med det i bagagen, at jeg udvalgte denne biblioteksbog.
Hele romanen er en udviklingsroman om Hellerup-drengen Filip, som vi følger fra han går ud af gymnasiet og til han som fraskilt ægtemand til to børn, på flere planer står et noget andet sted. Det er en roman om ungdommens grænseløse muligheder - en brusende livsglæde og et gå-på-mod, og det er historien om kuldsejlede projekter, om tvivlen som lurende grundelement, der kan tage over, når båden mister kurs og på et tidspunkt kæntrer. Historien er universel og ret banal - det gør den jo ikke umulig at kaste sig over, men det er især formen og måden, den fortælles på, der gør, at den forbliver ret banal. Faktisk er den overraskende uden sproglige kvaliteter og uden en særegen fortællerstemme. Allerede tidligt slår den mig som et udkast til noget væsentligere. Historien er en lang fortælling, der strækker sig over ca. 30 år, og som helt linært trasker derudad. Der zoomes ind på en episode, nogle forviklinger iblandet rigelig og overfladisk dialog, som var det en ungdomsbog, hvor handling prioriteres og dialog bliver sekundær, mens en egentlig psykologisk tegning bare skitseres, fordi det så bliver for meget. Stemninger er på det nærmeste udeladt. Men handling, det skal der være: Så skete der dét. Så sker der noget andet. Noget nyt. Der tages tidsmæssige spring, og der zoomes ind og skabes en (temmelig banal) handling. Hovedpersonen vakler. Her, der, allevegne, og sådan udfoldes historien. Det er en slags nutidig inspiration taget fra Lykke-Per. Bare uden samme kvalitet på alle niveauer. Der er en halvhjertet kliché-fyldt personskildring, handlingsorienterede (ligegyldige) nedslag med fokus på et farverigt liv, der skildres i grå toner, og i sidste ende sad jeg ofte med tanken om, at dette var langt fra en god roman. Overordnet set ligner det mest af alt et udkast til noget mere. Der er nedslag i forhold til historiske begivenheder omkring finanskrise og bankkrak, og der er ture rundt i København nord for søerne. Et banalt rejseelement understøtter en indre rejse - men det er lysår fra hvad der ellers findes af den slags. For mit vedkommende blev det I sidste ende en bog, der bare skulle læses færdig. Jeg tænker: tidligt forsøg på en roman af den ellers så stilfulde Guldager? Var det et udkast, hun havde haft liggende i skuffen, og så tænkte man på Gyldendal, at med det renommé, hun har fået opbygget, kan det ikke gå galt?
Men det gjorde det. "Et rigtigt liv" fremstår ufærdig og måske mest af alt som en ungdomsroman, selvom, dem findes der jo rigtig mange gode af. Jeg er på det nærmeste overrasket over hvor tynd, jeg synes den er. For det er så ulig Guldagers kvaliteter. Men hva', som musiker og kunstner rammer man nogle gange ved siden af det. Hun må have skrevet væsentlig bedre romaner. "Et rigtigt liv" er bare ikke god.
Kan ikke anbefales.

søndag den 4. maj 2025

Gul feber

forfatter: Michael Rasmussen i samarbejde med Klaus Wivel
udgave: hardback, 1. udgave, 2. oplag, 2013
sprog: dansk
antal sider: 326
karakter: 🙂3,5 / 5
læst: forår 2022

Michael Rasmussens beretning om sin egen cykelkarriere med udgangspunkt i drømmen om en Tour de France sejr, og hvad det konkret kom til at betyde i Rasmussens tilfælde. Some i Tyler Hamiltons "The Secret Race" lægger Rasmussen ikke fingre imellem eller holder andre kendte personer fra miljøet i anonym skildring. Han nævner steder og navne, og derfor er han efterfølgende blevet 'persona non grata' i cykelmiljøet, som stadig ligger er underlagt en tavshedskultur, man ellers kender fra mere dubiøse samfundslag. Cykelsporten er og har altid været sit eget regelbundne traditionsrige samfund uafhængigt af landegrænser og politiske strømninger - og det er her en gylden regel, at man holder sine og andres metoder for sig selv, så længe man er en del af sporten. Hvilket også gælder, når karrieren er slut. Tidligere ryttere og folk som har været en del miljøet er underlagt denne hovedregel. Bryder man den, er man mildt sagt dømt ude - man bliver bandlyst. Dette vidste Rasmussen naturligvis, men sandhed og moral kom til at stå i vejen for de uskrevne regler, og derfor har vi "Gul feber", hvilket jeg i den grad applauderer. "The Secret Race" er en fabelagtig fortælling om et liv på øverste hylde i cykelverdenen, som ellers kun de inviede kender den, og den er måske uden sammenligning den bedste bog om skyggesiden af doping. "Gul feber" når på ingen måde de højder, men i en dansk sammenhæng, hvor ryttere som Bjarne Riis, Bo Hamburger, Jesper Skibby og til dels Rolf Sørensen har skrevet om deres egne udfordringer med præstationsfremmende stoffer, så er Rasmussens bog noget ganske andet. Ingen andre danske ex-ryttere har skrevet så hudløst og så meget i forsøget på at fortælle alt. Alle andre nøjes med at komme med vage beskrivelser om steder og personer, hvilket placerer deres bibliografier på laveste hylde og i den grad skæmmer indrømmelser ved at komme med nye fortielser og hemmeligholdelser. Her er Rasmussen en kærkommen ener, og set i lyset af de næsten utallige knæfald for pressens konstante henvendelser, er det beskæmmende, at kun én tør skrive, hvordan og hvad dopingen indebar. På den måde er det svært at høre på Brian Holm, Jesper Worre, Rolf Sørensen, Matti Breschel, mm. flere fastholde, at sporten aldrig har været renere, end den er i dag. Doping har været en del af sporten fra starten. Alle årtier, siden doping blev noget reelt, har budt på stjerner, der har benægtet, men også budt på syndere. De sidste to årtier er der blevet længere mellem synderne, men mon ikke det mere handler om, at det aldrig har været nemmere at snyde?! Moderne metoder, som mikrodosering og bloddoping er på det nærmeste umulige at bevise, men det er en helt anden historie.
Rasmussens "Gul feber" er ganske enkelt den pt. bedste danske beskrivelse af livet som dopet cykelrytter og kan varmt anbefales.

torsdag den 10. november 2022

Lowside of the Road - A Life of Tom Waits

forfatter: Barney Hoskyns
forlag: Faber & Faber Ltd., first edtion: 2009
udgave: paperback, Faber Social Greatest Hits edition (2019)
sprog: English
antal sider: 640
læst: okt.-nov. 2024
karakter: 😎4 / 5

En karrierebaseret biografi og et grundigt forsøg på at skildre Tom Waits' liv, også selvom manden selv ikke ligefrem har givet sit varmhjertede samtykke. Af den grund overvejede jeg først overhovedet ikke at købe denne bog, men til sidst fik min fascination af mandens musik mig til at tilvælge den for at se, hvorfor den er blevet beskrevet som 'det bedste studie af Tom Waits' af musikbladet Mojo, såvel som en række andre fine anmeldelser.
Jeg må erkende, at jeg læste disse +600 sider over ganske få gange. Det er virkelig en velskrevet og velkomponeret biografi - generelt set, for der er en til tider irriterende vægtning af stoffet. Kærlighedslivet fylder en del, nogle vil sikkert mene for meget, men Hoskyns afholder sig fra dissideret dyneløfteri. Hvad der synes som en ufærdig redigering er siderne om hans udgivelser. I starten fungerer det godt - der er gode passager om de enkelte studieudgivelser, men sidst i bogen er det som om denne del ikke har samme vægtning, og så bliver det til overfladiske betragtninger, som intet godt gør for helhedsindtrykket. på trods af Waits' egen udeblivelse, er der forholdsvist mange nære personers skildringer og kommentarer, som i sidste ende tegner et ret nuanceret billede med opture, nedture og turene midt imellem for denne store amerikanske kunstners lange og snørklede rejse inden for populærmusikken.
"Lowside of the Road - A life of Tom Waits" er bestemt en anbefaling værdig.

fredag den 11. juni 2021

Lykke-Per

forlag: Gyldendal (serie: Gyldendals Bibliotek, bind 20 + 21)
udgave: 10. udgave, hardback, 2 bind (1964) / (1898-1904 / 1918)
sprog: dansk
antal sider: 717 s. (bind 1: 359 s., bind 2: 358 s.)
læst: 2010
karakter: 4,5 / 5

Henrik Pontoppidans måske mest berømte værk er også et af dansk literaturs mest skattede værker. Alligevel findes romanen ikke i en egentlig original udgave. Pontoppidan udgav oprindeligt værket som en 8-binds føljeton, der progressivt udfoldede nye dimensioner i fortællingen om Peter Andreas Sidenius' liv og levned. Disse otte hæfter blev udgivet i årene 1898-1904, og de bestod samlet set af mere end 1440 sider. Pontoppidan selv havde et ønske om at genfortælle historien som en samlet roman, og han lavede selv en kraftig omstrukturering og reduktion i de oprindelige tekster, som så blev udgivet som et (stadigt) omfattende samlet tre-binds værk i 28 kapitler i 1905. Dette værk arbejdede han videre på i tiden herefter, også selvom der i 1908 udkom en 3. udgave, alene redigeret af trykkeriet. Forfatteren stod dernæst bag en mere "endelig" 1918 ny-redigeret og igen reduceret (4.) udgave af romanen, som nu bestod af to bind. Angiveligt var Pontoppidan aldrig selv helt tilfreds med romanen, og han fortsatte med at omskrive den, selvom en færdig udgave aldrig blev tilendebragt. Senere udgaver har været uden forfaterens indblanding og er primært kommet i stand som følge af retskrivningsændringer, og 10. udgave fra 1959, som jeg har læst, er som atter senere udgaver skrevet på baggrund af 7. udgave fra 1937, som består af af ca. 700 sider og med tretten siders efterskrift af Thorkild Skjerbæk, som blev tilføjet i '59-udgaven. Historien er opført som teaterstykke og senere filmatiseret, og den står som et af dansk literaturs hovedværker.
Fortællingen om Per er ikke bare den psykologisk nuancerede fremstilling af en ung mands rejse fra land til by og retur, fra snævertsynet præstesøn til videbegærlig verdensmand - det er også fortællingen om Danmark, og om nationens forandring fra almuens bondesamfund til forestillingen om et industrielt, visonært og moderne samfund, og samtidig er det en rejse med så mange fine lag på et personligt, såvel som et samfundsmæssigt og et politisk plan. Og så er hele iscenesættelsen fortalt med, hvad der fremstår som, en historisk præcision og en naturskildring, der sætter læseren i stand til at forstå og fornemme land, by, natur og alle miljøer, tilvejebragt så man på en måde let danner tydelige indre billeder. Der er på den måde en oversanselighed til stede, og man kan blive grebet af en meta-kognitiv undren over, hvordan det er muligt at skrive så levende på så mange planer og samtidig fortælle den historie, der driver det hele.
Pontoppidan har en utrolig evne til at skildre den menneskelige psyke, til at fremstille sine figurer som runde, komplekse og hele mennesker, der bare emmer af umiskendelig realisme, og som indeholder alle de følelser, der hører hjemme i levende menneskers verden. Mere end hundrede år efter, den er tænkt og kreeret, har romanen stadig relevans, og det er i virkeligheden nok dens største styrke. Især Per og dennes udkårne, Jakobe, er begge skildret med stor indlevelse og sympati, så der automatisk opstår en iboende interesse for deres forskellige skæbner, deres individuelle overvejelser - uanset om de fremstår udtalte, eller alene forstås implicit gennem de gribende personskildringer. Og på samme måde fremstilles et mangfoldigt persongalleri omkring Per og Jakobe - deres familier, venner og selv bifigurer er ofte tilføjet detaljer, der gør det hele til levende portrætter, som var de skrevet på baggrund af selvbiografiske anoteringer og involveringen af spillefilmskameraer. Det er nøgternt, og det føles objektivt, men også udleverende, og i sidste ende: levende. Sproget og dialogerne er noget af det eneste, der vidner om, at det er skrevet langt før to verdenskrige, men det er omvendt ikke noget, der står i vejen for det samlede værk.
Romanen har været opsat som teaterstykke, og en senere opførelse af Aarhus Teater er blevet omsat til en 4 episoders tv-serie i 1989, men mest kendt er nok Bille Augusts spillefilm fra 2018, som også blev til en længere 4-episoders tv-serie (2018-2019). Filmen fik fine anmeldelser, men det kan undre at så omfattende en roman kan fortælles på under tre timer - hvilket den også langt fra kan. Det kunne sikkert have været en storslået 12-episoders tv-serie, men den må vi fortsat vente på, for det er klart, at med et roman-forlæg så detaljeret og omfangsrigt, som der her er tale om, kan en ordinær spillefilmslængde kun være ødelæggende for den historie, der fremlægges i en roman på over 700 sider. Dette skal ikke være en filmanmeldelse, men August har med Lykke-Per reduceret en fantastisk roman til et ordinært kærlighedsdrama, hvor figurerne fremstår som utroværdige og ret usympatiske, fordi der ikke bruges tid på at fremstille grundlæggende bevæggrunde mm. Og sådan er det jo bare ofte, når man har læst en roman og kan se dens forcer og så bliver præsenteret for en instruktørs fortolkning - ja, så bliver man som oftest skuffet.
"Lykke-Per" er et dansk og internationalt mesterværk af en udviklingsroman, også selvom den vist aldrig blev helt færdig i forfatterens eget liv, men den version, han nåede at redigere sig frem til, er fantastisk læsning fra ende til anden. Det betyder ikke, at der er elementer, der vækker undren eller stiller flere spørgsmål, end der besvares, og måske derfor, var det et værk, som forfatteren havde så svært ved selv at give slip på. Med sine 8 hæfter havde Pontoppidan skrevet så nuanceret og detaljeret, at han selv redigerede sig endnu tydeligere frem til et mere tilfredsstillende resultat få år efter udgivelsen af det sidste hæfte om Lykke-Per, og selv da opdagede han nye ting, der kunne forbedres, og som fik kam til at omstrukturere og redigere i over mere end 10 år, hvorefter han genudgav sin to-binds roman i 1918. Og alligevel ikke var tilfreds. Det er på mange måder som en kunstmaler, der bliver ved med at se på sit mesterværk og finde detaljer at fremhæve, sløre og redigere i.
"Lykke-Per" er et af dansk literaturs absolutte højdepunkter, og det er en roman, der kan læses igen og igen.